Den Centrale Albanske Moske er et trossamfund der bekender sig til traditionel Islam (Sunni – Ahl us-Sunnah wa-l-Jamā’ah). Foreningen blev stiftet d. 25. februar 2009, men for at kende foreningen og dens medlemmer skal man gå lidt længere tilbage i tiden.
I løbet af 1970-1990 drog flere unge albanske mænd fra Jugoslavien (Den Tidligere Jugoslaviske Republik Makedonien) ud i det store Europa for at arbejde. En gruppe af disse unge mænd havde København som ende destination på deres togbillet, hvor der i efterkrigstiden var opstået et behov for gæstearbejdere i de danske fabrikker. Formålet med rejserne var for de fleste at arbejde, tjene nogle penge, også rejse hjem og skabe en bedre tilværelse med deres familier. Størstedelen af arbejderne valgte at tage Danmark til sig, og skabe en tilværelse i og omkring København.
Cirka 20-30 år efter deres ankomst i København gik de gamle gæstearbejderne sammen om at stifte en fælles forening som skulle være albanernes samlingspunkt til udøvelse af religiøse og kulturelle aktiviteter, for at værne om deres religion og kultur. Foreningen fik navnet Dansk Albansk Kulturhus. I 2018 skiftede foreningen navn til Den Centrale Albanske Moske, og tæller i 2018 cirka 1.800 medlemmer (både voksne og børn, mænd og kvinder) hvoraf langt de fleste er aktive.
Navneændringen blev besluttet på foreningens generalforsamling, og skal ses i lyset af medlemmernes ønske om at blive etableret som et reelt trossamfund i Danmark. Derudover vil det nye navn bedre afspejle foreningens reelle aktiviteter, og gøre foreningen mere åben og transparent for offentligheden.
Foreningen modtager ikke tilskud eller støtte af nogen art fra offentlige myndigheder. Foreningens økonomi er udelukkende bygget på medlemmers bidrag.
Foreningen har en sund og stabil økonomi idet langt de fleste medlemmer trofast betaler deres kontingent. Foreningen ejer selv ejendommen på Theklavej 26, som er købt og fuldt indfriet i 2012.
Af medlemsaktiviteter kan blandt andet nævnes:
- Daglige religiøse ritualer og bøn (salah)
- Fredagsbøn (jumuah)
- Ramadan-bøn (tarawih)
- Eid-festligheder
- Religiøse ritualer ifm. begravelser (janazah)
- Foredrag og undervisning
- Andre kulturelle aktiviteter, herunder familieudflugter, fodboldturneringer mv.